Edora er indtrådt i Virksomhedsberedskabet – et nationalt netværk af danske private virksomheder, der tager ansvar for Danmark i tilfælde af en krise. Formålet er at sikre, at relevante virksomheder hurtigt kan aktiveres og i samarbejde med det offentlige beredskab levere en effektiv indsats, når det gælder.
Administrerende direktør Mads Hedegaard udtaler:
”Robusthed opbygges før krisen. Vi har i årevis investeret massivt i digital suverænitet, sikker drift og beredskab gennem Edora Cloud, vores VE-datacentre og løsninger som Let’s Talk. Derfor er det også naturligt for os at være en aktiv del af Virksomhedsberedskabet og bidrage, når det virkelig gælder.”
Virksomhedsberedskabet fungerer som ét samlet kontaktpunkt mellem myndigheder og erhvervsliv. Gennem kortlægning af virksomhedernes ressourcer – fra kompetencer og personale til teknologi og infrastruktur – skabes et operationelt overblik, der gør det muligt at reagere hurtigt og koordineret i en krisesituation.
Edoras bidrag: Drift, cyber og digital suverænitet
Som medlem bidrager Edora med de kapaciteter, vi allerede besidder. Konkret stiller vi:
- Driftkapacitet via Edora Cloud og vores VE-datacentre
- Specialister inden for cyber- og netværkssikkerhed
Stabil og sikker digital infrastruktur er i dag en forudsætning for at opretholde samfundskritiske funktioner. Med vores danske cloud-platform og stærke cybersikkerhedskompetencer kan vi bidrage til at sikre fortsat drift og beskyttelse af kritiske systemer, hvis Danmark kommer under pres.
Mads Hedegaard udtaler:
”Digital infrastruktur er en del af Danmarks kritiske fundament. Danske data og samfundskritiske systemer skal kunne drives sikkert og stabilt – også under pres. Derfor stiller vi vores kapacitet og specialister til rådighed, når behovet opstår.”
Og uddyber:
”Det her handler i bund og grund om ansvar. Vi har både kompetencerne og infrastrukturen – og så skal vi også være en del af løsningen. I en krisesituation er det afgørende, at der er styr på både teknologi, koordinering og execution. Det er præcis det, Virksomhedsberedskabet sætter rammerne for.”
Beredskab i fredstid
Virksomhedsberedskabet er opbygget i fredstid for at kunne skaleres, når presset stiger. Modellen bygger på volumen frem for faste forpligtelser: Et bredt netværk af virksomheder øger sandsynligheden for, at de rette ressourcer er tilgængelige, når behovet opstår – uden at skabe unødig overkapacitet i dagligdagen.
Ressourcerne kortlægges i en fælles database, som giver myndighederne overblik over, hvilke kapaciteter der kan bringes i spil. I en krisesituation sker prioriteringen gennem de etablerede beredskabsstrukturer, herunder de lokale beredskabsstabe og den nationale operative stab.
Medlemskab ændrer ikke virksomhedens forretning. Det skaber klarhed om rollen, før krisen rammer. Bidrag sker frivilligt og på egne vilkår.
For Edora handler medlemskabet om ansvar.
”Når erhvervslivet og myndighederne står sammen, står Danmark stærkere. Det stærkeste beredskab er det, der kan handle hurtigt og samlet. Vi ser det som en naturlig del af vores samfundsansvar at bidrage aktivt,” siger Mads Hedegaard.
Et fælles ansvar for fremtiden
Både store og små virksomheder kan gøre en reel forskel – lokalt og nationalt.
Med indtrædelsen i Virksomhedsberedskabet understreger Edora sin langsigtede satsning på digital suverænitet, sikker drift og ansvarlig teknologianvendelse.
Sammen styrker vi Danmarks robusthed.
FAKTABOKS
Virksomhedsberedskabet er et nationalt samarbejde mellem dansk erhvervsliv og myndigheder med det formål at samle og koordinere private virksomheders kapaciteter i tilfælde af en national krise. Initiativet blev lanceret i december 2024 og har adresse hos Falck Danmark A/S.
Virksomhedsberedskabet fungerer som ét samlet kontaktpunkt mellem myndigheder og virksomheder og gør det muligt hurtigt at aktivere relevante ressourcer.
Modellen bygger på kortlægning af virksomhedernes kapaciteter – herunder udstyr, personale og specialiseret viden – i en fælles database, som anvendes til at skabe overblik og koordinering i krisesituationer.
Konceptet baserer sig på volumen frem for faste forpligtelser. Et bredt netværk af virksomheder sikrer høj fleksibilitet og tilgængelighed af ressourcer uden at skabe overkapacitet i hverdagen.
Kontakt:
Thomas Sciavitsky Bentsen, M.A.
Koncern kommunikationsdirektør / Group Communications Director
Edora A/S | Edora Software A/S | Adventure Danmark A/S
E-mail: thb@edora.dk
Telefon: +45 70 27 00 10
Direkte: +45 48 80 35 09
Direkte: +45 53 53 17 33
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/thomassciavitskybentsen/
edora.dk | charlottenlundslot.dk | sommersus.dk



