Skip to main content
Uncategorized

Debat: Edora vil sætte tempo på dansk digital selvbestemmelse

 

06/11/2026 · 5 min læsning

Danmark skal have større kontrol over den digitale infrastruktur, som virksomheder, myndigheder og samfundskritiske funktioner er afhængige af. Derfor arbejder Edora på at opbygge en decentral digital infrastruktur, der skal dække hele kongeriget. Nu inviterer adm. direktør Mads Hedegaard flere kunder, teknologipartnere og politiske beslutningstagere til at bidrage til udrulningen.

Hvem bestemmer over vores adgang til den teknologi, der holder samfundet i gang? Det spørgsmål rejser Mads Hedegaard i et indlæg om digital afhængighed og behovet for at omsætte digital selvbestemmelse til konkrete beslutninger, indkøb og investeringer.

Hans budskab er, at danske serverplaceringer ikke alene sikrer dansk kontrol. Det kræver også indblik i softwaren, kontrol over opdateringerne og reelle alternativer til de leverandører, vi er afhængige af.

Edoras arbejde omfatter datacentre i energiparker, installationer i kundernes egne datacentre og større datacentre, der forbindes af et stærkt fibernet. Ambitionen er en modstandsdygtig, distribueret infrastruktur, hvor beredskabet er en del af selve opbygningen.

Læs Mads Hedegaards perspektiv og invitation til samarbejde nedenfor:

Digital afhængighed koster menneskeliv.

Mads Hedegaard

Mads Hedegaard

 
Adm. Direktør i Edora Group | Bygger Danmarks egen cloud, så data, AI og samfundskritisk IT bliver i Danmark | Digital suverænitet, cybersikkerhed og grøn infrastruktur
 

Starlink/Starshield-sagen i Ukraine er måske det hidtil alvorligste eksempel, som er ude i offentligheden, på den magt, vi har overladt til amerikansk Big Tech – og den politiske magt, der kan udøves gennem dem.

En regering kan påvirke en techgigant med en direkte ordre, sanktioner eller et politisk signal. Hvis resultatet er, at adgangen bliver begrænset, er konsekvensen den samme for dem, der rammes.

Ifølge Zelenskyj forhindrede begrænsningerne ved flere lejligheder ukrainske droner i at nedskyde russiske Shahed-droner, skriver TV 2. Det koster selv sagt menneskeliv.

Kilder til CBS News og The Wall Street Journal peger på Musk som beslutningstager. Rollefordelingen mellem ham og Trump-administrationen er fortsat omstridt. Forbindelsen var ifølge Reuters normal igen 21. oktober, men afhængigheden består.

Vi har fået advarsler før:

  • Afsløringerne af NSA’s spionage mod europæiske toppolitikere, herunder Angela Merkel, og PRISM, hvor amerikanske teknologiudbydere kunne pålægges at udlevere kommunikation.
  • Snowden-materialet, hvor NSA selv beskrev et program til at indføre svagheder i kommercielle IT- og krypteringsprodukter.
  • Windows Server-sagen: En ekstra kryptografisk nøgle, kaldet _NSAKEY, udløste mistanke om en NSA-bagdør.
  • Amerikanske sanktioner mod personer ved Den Internationale Straffedomstol. I 2025 blev chefanklager Karim Khan afkoblet fra Microsofts tjenester. Dommeren Nicolas Guillou har beskrevet lukkede digitale konti og et annulleret Visa-kort.

De forskellige sager understreger for mig behovet for større kontrol over den teknologi, vi bygger vores samfund på.

Afhængigheden forsvinder heller ikke automatisk, fordi serveren står i vores eget datacenter. Vi skal også have indblik i softwaren, kontrol over opdateringerne og reelle alternativer til vores leverandører.

Hos Edora er vi i fuld gang med at opbygge en decentral digital infrastruktur, som skal dække hele kongeriget. Den omfatter datacentre i energiparker, installationer i kundernes egne datacentre og større, konventionelle datacentre. Alt sammen koblet sammen af et stærkt fibernet som ikke er afhængig af internetforbindelse for at kunne fungere. Selvfølgelig med de traditionelle fiberudbydere som leverandører.

Nu skal vi accelerere udrulningen, så vi hurtigst muligt får en modstandsdygtig, national distribueret infrastruktur som i sig selv er beredskabet.

Derfor rækker jeg ud til politikere, offentlige og private indkøbere, teknologipartnere, universiteter og alle andre, der vil være med til at tage det seje træk med at få løst de over 87 digitale afhængigheder som vi allerede nu ved, vi kan gøre noget ved.

Vi har brug for politisk opbakning, kunder, der vil lægge konkrete opgaver på infrastrukturen, og partnere, der kan hjælpe os med at bygge og sætte den i drift hurtigere.

Digital selvbestemmelse skal omsættes til beslutninger, indkøb og investeringer.

Kan du eller din organisation bidrage, så ræk ud. Vi er i gang, og vi har brug for flere, der vil sætte tempo på.

#DigitalSuverænitet #Beredskab #Europa #DKPol