Sundhedsdatastyrelsen vælger Edora og NNIT til centralt udviklingsprojekt om danskernes sundhedsdata
Edora og NNIT ser frem til at bidrage til en løsning, der skal blive et nyt digitalt fundament for sundhedsdata i Danmark.

Sundhedsdatastyrelsen har tildelt Edora og NNIT en central rolle i etableringen af trin 1 af programmet for bedre brug af sundhedsdata – et ambitiøst offentligt digitaliseringsprojekt i Danmark de kommende år.
Med projektet skal der bygges en ny national hubinfrastruktur, der skal gøre det markant lettere for forskere, myndigheder og virksomheder at få adgang til og anvende sundhedsdata til forskning, innovation og kvalitetsudvikling.
En national løsning med stor samfundsværdi
Projektet omfatter udviklingen af én portal, der smidiggør adgang til sundhedsdata samt en infrastruktur, der binder datakilder, analysemiljøer og supercomputerkapacitet sammen i én samlet digital arkitektur.
Løsningen skal sikre hurtigere ansøgningsprocesser, ensartet databehandling, høj datasikkerhed og en moderne platform til avancerede analyser – herunder brug af AI og tung beregningskraft.
“Vi er utrolig stolte over at være valgt til et projekt, der får så stor betydning for dansk forskning og sundhedsvæsen. Visionen er klar, behovet er stort, og vi glæder os til at bidrage med vores erfaring inden for sikker digital infrastruktur og løsninger til den offentlige sektor,” siger Mads Hedegaard, direktør i Edora.
“Det her projekt er et skoleeksempel på, hvordan den offentlige og private sektor kan løfte noget, ingen kan løfte alene. Vi ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen og de øvrige parter i programmet,” siger Kasper Søndergaard Andersen, Senior Vice President, Head of Region Denmark, NNIT.
Edora og NNIT indgår i projektet som leverandører af arkitektur, udvikling, sikkerhed og implementering af nøgleelementerne i den nye nationale infrastruktur.
Tæt fællesoffentligt samarbejde
Løsningen udvikles i tæt samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, regionerne, kommunerne og øvrige nationale aktører gennem de dataansvarlige myndigheder på sundhedsområdet og Danmarks Statistik.
Projektets første services forventes lanceret ét år efter projektstart.
Med etableringen af den nationale portal og hubinfrastruktur tager Danmark et stort skridt mod en sammenhængende og moderne infrastruktur, der vil styrke både forskning, innovation og den kliniske udvikling i de kommende årtier.
Edora og NNIT ser frem til at bidrage til en løsning, der skal blive et nyt digitalt fundament for sundhedsdata i Danmark.
Tak
Vi retter en stor tak til vores kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Vi er først lige begyndt.


