Skip to main content

Mød Stine

Juniorkonsulent i Edora

Stine læser en humanistisk-teknologisk bachelor i informatik og journalistik på Roskilde Universitet (RUC) og er ansat som studentermedhjælper i HR-afdelingen. Stine drømte ikke om at arbejde i en it-virksomhed, men var til digitaliseringscamp på RUC, hvor Edora også deltog. Stine blev fanget, da hun hørte vi havde en ledig stilling, som passede til hende.
”Jeg hørte, at Edora havde en ledig stilling. Så jeg spurgte indtil, hvad stillingen gik ud på og hørte mere om virksomheden, og dét lød bare lige som noget for mig. Jeg tænkte okay, her kan jeg kombinere, at jeg læser informatik og journalistik, både fordi det er en it-virksomhed og dét, at opgaverne ville være administrative og HR-relateret, så det lød megaspændende,” fortæller Stine.

Som studentermedhjælper henter Stine ikke kaffe for andre
Der kan desværre være en opfattelse af, at hvis man er ansat som studentermedhjælper, så består ens opgaver primært af at hente kaffe og printe papirer. Det er bestemt ikke tilfældet her.
”Jeg får faktisk virkelig noget fra hånden, og hver gang jeg kommer ind på arbejde, så er der en ny opgave, hvilket jeg synes er megafedt. Derudover består en del af mine opgaver af at planlægge arrangementer særligt de uddannelses- og jobmesser, vi skal deltage i. Det synes jeg er superinteressant, når jeg selv er studerende. Det er rigtig spændende i forhold til mit studie, og det er rigtig fedt at have noget, der giver kontekst i forhold til det, jeg studerer, som skaber værdi for det, jeg laver til dagligt på studiet,” siger Stine.


Samarbejdet og det sociale arbejdsmiljø er noget helt særligt
Stine er virkelig glad for samarbejdet i organisationen, hvor hun har kontakt til forskellige faggrupper og har følt sig utrolig velkommen fra start af.
”Man kommer hurtigt vildt godt ud af det med de andre på tværs af de forskellige teams i virksomheden. Man får mulighed for at snakke med en masse i sin hverdag. Det gør rigtig meget, at det er forskellige mennesker, man møder – og så har vi det bare supersjovt sammen. Særligt betyder det rigtig meget, at man som studentermedhjælper er lige så velkommen til arrangementer som alle andre. Det er ikke sådan, at jeg ikke bliver inkluderet i det sociale, fordi jeg kun er her to gange om ugen. Det betyder rigtig meget, at jeg bliver set som ligeværdig,” fortæller Stine.

Ansvar og ubetinget tillid
Stine har oplevet, at hun har fået ansvar og tillid fra dag ét.
”Jeg synes, man får super meget ansvar, og man får lov til at udvikle sig utroligt meget under dét ansvar, og der er en stor frihed i organisationen. Der er stor tillid til, at man gør en indsats, og der er ikke nogen, der står og kigger én over skuldrene. Og så er det også meget frihed i forhold til work/life-balance, hvilket er rigtig dejligt, når der til tider er ekstra meget at se til på studiet. Så får vi det hele til at gå op, og det er jeg rigtig glad for. Jeg synes, at der er en ubetinget tillid – så hvis man gør det godt, bliver man også anerkendt og rost for det,” siger Stine.

Stine anbefaler andre at søge ind i Edora
Stine er glad for, at hun tog beslutningen om at starte i Edora, da jobbet er relevant i forhold til hendes studie. Det giver hende mulighed for at lære en masse nyt.
”Det giver god værdi både i forhold til at komme ud at arbejde i en rigtig virksomhed, som er relevant for mit studie, men det skaber også en helt anden værdi end at have et andet arbejde f.eks. på en restaurant eller i en tøjbutik. Edora har været et godt sted at starte for mig, da der er rigtig meget hjælp at hente og mulighed for at kunne vokse med opgaverne. Der er så meget hjælp, støtte og plads til at vokse og lære. Det er et sted, jeg kan blive længe, og det virker til, at jeg kan være her under hele min uddannelse – og det vil jeg jo rigtig gerne,” fortæller Stine.