“I virkeligheden begyndte jeg som mekaniker og uddannede mig til autoteknolog. Det var først senere, jeg videreuddannede mig til Diplomingeniør i IT og Økonomi”, fortæller Jeppe Kaare Larsen i begyndelsen af interviewet. Og denne kombination af erhverv er ikke noget, man støder på hver dag, men for Jeppe var det et helt naturligt brancheskifte. Han har bestemt ikke spildt tiden – tværtimod:
“Jeg kan ofte trække på min erfaring fra min tid i autobranchen, hvor jeg bl.a. var selvstændig. Det har givet mig en forståelse for at drive en virksomhed og forstå de løsninger, vi udvikler for vores kunder,” understreger Jeppe.
Strukturerede rammer åbner døre for udvikling
I dag er Jeppe Team Lead hos Edora og leder et team på syv dygtige udviklere. Han har været involveret i både store og små projekter. Med sin baggrund bringer han en unik tilgang til de projekter, han er en del af:
“Selvom jeg ikke altid er den mest teknisk dygtige i teamet, har jeg en styrke i at tænke ud af boksen. Jeg bidrager ofte med kreative løsningsforslag eller motiverer teamet til at finde de mest effektive løsninger på problemer i fællesskab”, fortæller Jeppe.
I samarbejdet med kunden er det ofte nyttigt at have erfaring med at oversætte tekniske begreber og situationer til mere håndgribelige og relaterbare termer. Dette er noget, som Jeppe har erfaring med fra sit tidligere job:
“Som mekaniker kan man vælge at bruge en masse fagtermer over for kunden, men det forstår de ikke nødvendigvis. Det skal oversættes til menneskesprog, og det samme gør sig gældende med IT-fagtermer,” understreger Jeppe. Denne tilgang med at gøre komplekse idéer forståelige er en af nøglefaktorerne, der gør Jeppe til den dygtige teamleder, han er i dag.
Strukturerede rammer er nødvendige for vækst og succes, og det kan kun opnås, hvis man har et godt team, der deler de samme mål og lægger vægt på at skabe et godt arbejdsmiljø, mener Jeppe. Ifølge Jeppe er der ikke nødvendigvis en opskrift på, hvordan man opnår succes som teamleder, men han stræber efter at øge strukturen for sit team: “Hvis der ikke er struktur, kan der hurtigt opstå kaos, og det kommer der ikke meget godt ud af.“
”Vi arbejder meget med at blive et high-performance team, og vi afprøver ofte nye metoder for at opnå målet”, tilføjer Jeppe. Alle teammedlemmer har for nyligt taget en Scrum Master-certificering og i øjeblikket afprøves f.eks. ”Mob programming”, som går ud på, at hele teamet samler sig om én skærm for at løse en opgave sammen.